Arrangementer

De musikalske legekammerater Nuala Kennedy (fløjte, sang) fra County Louth og Eamon O’Leary (guitar, sang) fra Dublin har spillet sammen siden 2011, da Nuala flyttede til New York, hvor Eamon er bosiddende siden mere end 20 år. De fandt en fælles interesse for og kærlighed til den traditionelle irske og skotske musik samt det at arrangere og skrive nye sange.
Nuala og Eamon er begge to garvede musikanter, der har turneret vidt og bredt sammen og spillet både på store festivaler i Europa, Nordamerika, Australien og på små, akustiske spillesteder i mere fjerne egne såsom Newfoundland, Alaska og ved polarcirklen. De er begge kendt for deres instrumentale færdigheder og smukke vokalharmonier, men også for deres varierede repertoire af traditionelle og nyskrevne sange. Med en underspillet virtuositet præsenterer de to en tidløs samling sange – med historier om kærlighed og frieri, om arbejde og ritualer, om emigration, krig og mange andre temaer.
På deres Danmarksturné medbringer Nuala og Eamon den fremragende violinist Gerry O’Connor, der ligesom Nuala er fra Dundalk i County Louth. Gerry har været med til at danne bands som Lá Lugh, Skylark og Oirialla – sidstnævnte i øvrigt sammen med Nuala. Gerrys violinspil er kendetegnet ved en livlighed og pulserende rytme, som han tilskriver sine tidlige år som stepdanser. Udover sit virke som violinist, så er Gerry O’Connor også en velrenommeret violinbygger og producer samt en meget efterspurgt violintutor.
Sammen præsenterer Nuala, Eamon og Gerry et flot koncertaften, der byder på både traditionsrig, nyfortolket og nyskrevet irsk musik.
Trioens turné i Danmark er støttet af organisationen Culture Ireland.