Arrangementer
Prisme er et fynsk ensemble med sin helt egen lyd og en anderledes sammensætning af instrumenter, end man sædvanligvis oplever i kirkerummet, nemlig violin/bratsch, keltisk harpe, harmonika og orgel.
Prisme er kendt for deres meget stemningsfulde og meditative musik, som taler til hjertet i et enkelt og umiddelbart sprog med plads til ro og fordybelse.
Repertoiret består af musik med nordiske og keltiske rødder, både den traditionelle og egne kompositioner samt smukke arrangementer af danske salmer, ligesom fællessalmer indgår som en naturlig del af programmet.
Det er “cittaslow” musik, innovativt, med inderlighed og nerve som både kan høres og mærkes.
Prisme giver nogle spændende og personlige koncerter, som altid spilles som en helhed, d.v.s. at der først klappes til sidst. Dette er netop med til at give den større ro og mulighed for fordybelse, som mange har udtrykt giver “en anderledes samlet og varm musikoplevelse”.
Da vi har meget sammenspil med orglet, skal der helst være plads til os alle fire, og orglet skal gerne stemme i 440 ligesom harmonikaen.
Prisme er:
Louise Ring Vangsgaard, violin, bratsch – Anne Marie Høst Mortensen, keltisk harpe
Janet Vahl, harmonika – Povl Chr. Balslev, orgel
Koncert tilbagemeldinger (flere på hjemmesiden):
”Utroligt smukke kompositioner og arrangementer med fornem balance mellem instrumenterne. Et fremragende ensemble i et fornemt sammenspil”!
Freddy Samsing, Tornby kirke / Vendsyssel Festival
”En virkelig smuk koncert. En man tager til, fordi man har lyst, og når man går ud, ved man, at man havde brug for den.”
Vejstrup kirke, Sjølund
”Hvilken ro der faldt over sjæl og sind, da vi lyttede til Prisme’s julekoncert, en fælles oplevelse ved roen, harmonien og glæden i musikken, der berørte os i et sprog, vi kunne forstå. Fantastisk at høre disse fire forskellige instrumenter spille op til og supplere hinanden, det kæmpe orgel, den spinkle harpe, en finurlig violin og harmonikaen, der spændte vidt og dermed kædede det hele sammen”.
Jystrup kirke, Sjælland
”Jeres musik taler til hjertet… en stille glæde ved bare at lytte til den smukke og stemningsfulde musik, I får ud af instrumenterne, det er bare trylleri.
Alle syntes, det var en smuk koncertoplevelse”.
Fjelsted kirke, Fyn
”Tilhørerne har udtrykt sig i begejstrede vendinger, og alt var meget smagfuldt og kontaktfuldt. Vi håber, vi kommer til at arrangere noget sammen en anden god gang, og jeg vil af hjertens lyst reklamere for jer hos mine organistkolleger!”
Herstedøster kirke, Albertslund