Arrangementer
De to rigsspillemænd i folkemusikduoen Jensen & Bugge har spillet sammen i over 20 år! Som en del af jubilæumsfejringen, udkom deres nye cd “Greatest Hits”. Den indeholder nogle af de største og mest kendte og elskede folkemusiknumre, som er blevet taget under kærlig behandling. Numre efter Evald Thomsen, Frederik Iversen, Bror Kalles Kapel, Reventlow og Rasmus Storm ja listen er lang.
Med spilleglæde, virtuositet og ”taw” bliver publikum ledt gennem koncerten med anekdoter, humor og musik. Dansk tradition når den er bedst og den åbner op til den vide verden. Og den vide verden har duoen været ude i med traditionel dansk folkemusik. Fra Japan og Sydkorea i øst til USA og Canada i vest – og også alt det midt imellem.
Duoen har modtaget en Danish Music Award i 2012 og blev i 2016 nomineret til en YAMaward for verdens bedste børnekoncert – og blev nr 2 i publikumsprisen! Og så er der hele eventyret sammen med Dwight Lamb – en amerikansk efterkommer af den legendariske vendsysselspillemand Kræn Jerup – men den historie skal I nok få at høre når vi ses!
Jensen og Bugge består af:
Mette Kathrine Jensen Stærk og Kristian Bugge