Arrangementer
Helene Tungelund optræder under kunstnernavnet Sylfide og har til koncerten sammensat et specielt soloprogram der udforsker sammenhængen mellem fortid og nutid.
Gennem nyskrevne kompositioner og fortolkninger af traditionelle folkesange sættes aktuelle emner som klimaforandringer, feminisme og dansk kolonihistorie op mod den danske folkekulturarv. Fortiden behandles med både kærlighed, kritik og en nysgerrig trang til at forstå vores samtid og fremtid.
Sylfide bearbejder den danske kulturarv og favner stadig nutiden med feminin styrke og sensitivitet.
Det elektroakustiske univers og den krystalklare vokal, forener den nordiske folkemusik med moderne sangskrivning og tilføjer elementer fra poppens verden.
Melodierne trækker tråde fra nordiske folkedanse og folkesange og iklædes på elegant vis flader af synthesizer, strygere, reallyde af dansende fødder og eventyrlige harpelyde. Teksterne trækker også på vores fælles kulturarv; fra mytologiske væsner til håndarbejde og dansk kolonihistorie, og finder sig til rette et tidsløst sted mellem det moderne og det traditionelle.
@sylfidemusic
www.sylfide.com