Arrangementer
23.09.2026
Julia Bengtson bevæger sig mellem nordisk folkemusik og moderne svensk pop – et sted, hvor skrøbelighed og styrke, uro og nærvær eksisterer side om side. Med blik for hverdagens små forskydninger skaber hun sange, der føles både personlige og genkendelige. Geo Pjäserna udforsker folkjazz med steppeguitar, levende sammenspil og en punket attitude inspireret af Mols’ gådefulde landskaber.
Vi varmer op til Aarhus Folk Festival med denne koncert. Har du partoutbillet til festivalen, er koncerten inkluderet. Se hele festivalprogrammet og find billetter på aarhusfolkfestival.dk
JULIA BENGTSON
Julia Bengtson er en musiker og kunstner, hvis arbejde er præget af nysgerrighed, introspektion og et strejf af rastløshed. Hun navigerer i et liv fyldt med kontraster og modsætninger og betragter konstant verden omkring sig med en blanding af nærhed og distance.
Hendes musik væver nordisk folkemusiks rige traditioner sammen med moderne strømninger fra svensk pop, med fokus på den friktion, som tydeligt er til stede i det hverdagsliv, hun skildrer. I hendes sange eksisterer det storslåede og det intime, det skrøbelige og det modstandsdygtige, det enkle og det komplekse side om side – på en måde, der både føles ny og naturlig.
Julia Bengtson balancerer det legende med det alvorlige og skaber en særlig blanding af folk og pop, som både er dybt personlig og universelt genklangfuld.
Hun er kendt for sin sceneudstråling og musikalske nysgerrighed, og er dedikeret til at fremføre sin musik på samme måde, som vi fortæller historier; ikke én eneste gang er helt den samme.
GEO PJÄSERNA
Indlevet og intens folkjazz – En trio Bestående af Forfatter/guitarist Rasmus Theisen, cellist Asbjørn Elle og trommeslager Jakob De Place. De udforsker folkjazzens potentiale i et kraftværk af steppeguitar, cinematiske melodier, levende og dynamisk sammenspil. Med udgangspunkt i Mols’ gådefulde landskaber, nyfolkemusik, og med en punket attitude.
Geo Pjäserna består af barndomsvennerne Theisen og Elle. Gruppen inviterer ofte skiftende gæstemusikere med, og til denne koncert er det trommeslager Jakob De Place, der spiller med. Siden deres debut i 2022 har Geo Pjäserna samarbejdet med flere artister, bla. Goss, hvor det særegne samspil mellem guitar og cello har bidraget til en intim og dragende klang til en lang række koncerter. Bandet har i starten af sommeren udgivet deres anden plade – også denne lavet på Mols – i samarbejde med komponist og trompetist Jakob Buchanan.
EUROPÆISK FOLKEMUSIK
I forbindelse med European Folk Day arrangerer KANT en landsdækkende koncertrække. Det sker på flere meget forskellige, etablerede venues i hver deres del af landet; Spillestedet Gnisten i Ry, Universitetsbiblioteket i Fiolstræde under Københavns Universitet, Aarhus Folk Festival i samarbejde med spillestedet turkis, fabula i Valby – Danmarks første kulturinstitution for samtale og til Folkekøkken & Koncert på Tapperiet i Køge.
Med koncertrækken fejres folkemusikken, som får mulighed for at folde sig ud i rum, der allerede bærer på viden, historie og fællesskab: spillesteder, museer, biblioteker, universiteter og andre alternative scenerum og kulturinstitutioner.
European Folk Day er en årlig mærkedag, der fejrer europæisk folkemusik, traditionel dans og historiefortælling på tværs af kontinentet. Initiativet startede som et pilotprojekt i 2023 for at sætte fokus på folk-genren og vise styrken i Europas kulturelle mangfoldighed. Bag initiativet står European Folk Network (EFN), som arbejder for at samle og styrke folk-miljøet i Europa ved at forbinde lokale traditioner med det europæiske fællesskab og synliggøre, at folkemusik er en essentiel del af Europas kulturarv.