Arrangementer
Find sangstemmen frem og tag aktivt del i Aarhus Folk Festival, når Skt. Lukas Kirke indbyder til workshop søndag d. 29. september 2024.
Mia Guldhammer og Morten Musicus styrer igen i år de musikalske løjer denne eftermiddag hvor sang- og livsglæde er i centrum.
Alle kan være med – når vi sammen udforsker folkesange med rødder i fortiden, der spiller ind i nutiden.
Workshoppen afsluttes med en gudstjenestekoncert i krypten under Skt. Lukas Kirke, hvor præst Vibeke Houmøller medvirker.
TILMELDING til workshop senest d. 22. september til Maria Louise på malh@km.dk.
Det er gratis at deltage.
Hvem kan være med: alle der har lyst til at synge – der er intet krav om, at man kan læse hverken noder eller bogstaver.
Mia Guldhammer er sangerinde og har hele livet sunget fortid og nutid sammen med sin skønne mørke og melodiøse stemme. Mia er bl.a. kendt fra musicalen ”Ragnarok” i DR-koncerthuset og gruppen Virelai, der spiller på forhistoriske markeder og til eventyrfestivaller både indlands og oversøisk.
Morten Musicus har i en livsalder spillet fortidens instrumenter ind i nutidens folkemusikalske univers, når han optræder med nærvær og entusiasme på store og små scener solo eller i samspil med andre.
Mia og Mortens musikalske samarbejde strækker sig over flere årtier – sideløbende med at de hver for sig har skabt et nutidigt og nyskabende rum for dans og folkesang i landets mange kirker. Nu byder de os alle ind i deres musikalske univers fyldt med sang, dans, rytme og kirke anno 2024.
Dagens program:
11.30-12.00: Ankomst og mulighed for at hilse på gamle og nye bekendtskaber. Samtidig med at vi hjælper hinanden med at dække bord til frokost-fællesspisning.
12.00-13.00: Velkommen og fællesspisning – vegetarisk mad. Skriv til malh@km.dk hvis du ønsker et vegansk eller glutenfrit alternativ.
13.00 -15.30: Workshop inklusiv kaffepause.
15.30 -16.00: Klargøring til gudstjenestekoncert.
16.00: Gudstjenestekoncert. Efterfølgende er der kirkekaffe.