Arrangementer

Der er lagt op til en helt speciel koncertoplevelse for både børn og voksne, når det danske folkemusikband Phønix inviterer den kinesiske guzhengspiller SangKa med på scenen. Sammen skaber de et helt nyt og unikt lydunivers i mødet mellem to meget forskellige musiktraditioner.
SangKas guzheng har en drømmende harpe-agtig lyd, som spiller smukt op imod Phønix’ energiske og groovende stil. Publikum bliver præsenteret for traditionelle sange, nye melodier, groovy rytmer og dramatiske historier, som vokser direkte ud af den kinesiske og danske musikkultur. Undervejs skal publikum hjælpe med både klap og sang og ikke mindst, lære at tælle på kinesisk.
Så gå ikke glip af denne enestående koncertoplevelse for hele familien!
Phønix & Sangka har gennem 10 år udviklet og forfinet en moderne musikalsk fusion mellem dansk og kinesisk folkemusik og manifesteret det i udgivelsen “Groovy Guzheng” fra 2017 og senest på Phønix album “Nådelands Ø”, hvor Sangka medvirker som gæst på en række numre.
Samarbejdet mellem Phønix og SangKa begyndte i en rå fabrikshal i Beijings kunstnerkvarter 798 under åbningen af det danske kulturinstitut. Denne musikalske forbindelse har siden ført til fælles turnéer i både Danmark og Kina.
“Phønix og SangKa præsentere numrene så rafineret, at det lyder som en homogen enhed. Livlige og rolige passager veksler med hinanden. “Groovy Guzheng” er en fantastisk præstation uden at gå på kompromis” – Global Music Magazine
Om kunstnerne:
SangKa er født og opvokset i Beijing. Hun begyndte at spille guzheng som 5-årig og blev uddannet ved China Conservatory of Music i 2007. Hun er nu en professionel musiker involveret i flere bands og projekter.
Phønix er et af Danmarks mest erfarne folkemusikbands. Deres unikke lyd trækker på den danske sang- og musiktradition, som de fornyer med en moderne og særpræget klang. Deres intense og energiske optrædener har bragt dem til både store folkfestivaler og intime klubscener verden over.
SangKa: Guzheng
Karen Mose: Vokal & keys
Anja Præst: Basklarinet & klarinet
Jesper Falch: Percussion
Jesper Vinther: Harmonika