juni, 2021

04jun17:0020:00Gwenifer Raymond (UK) YngelGuitarspil i brydning mellem tradition og eksperiment17:00 - 20:00 ALICE, Nørre Allé 7, 2200 KøbenhavnKategorier:KoncertAldersgrupper:Alle aldersgrupperEntre:Entre

Arrangementdetaljer

Walisiske
Gwenifer Raymond træder med guitar og banjo spændende stier i et
amerikansk inspireret landskab. ALICE bringer hende på tour i Danmark,
herunder til Summer Series, hvor du også kan opleve den innovative
guitar-duo Yngel.

Koncerten er en del af ALICE Summer Series og foregår i gården mellem ALICE og UNION – læs mere her.

Sommeren er over os, og det samme er ALICE Summer Series – vores
stemningsfulde udendørskoncerter, der finder sted i den hyggelige gård
mellem ALICE og UNION. Her byder vi fredage og lørdage fra slut maj til
slut august på levende musik af høj kvalitet tilsat sommerlig stemning
og læskende drinks.

Denne aften er der disket op til alle med interesse i godt guitarspil
i brydning mellem tradition og eksperiment. Vi er meget stolte over at
byde på den walisiske guitarist Gwenifer Raymond, som rammer Summer
Series som del af en dansk mini-tour, som ALICE er med til at præsentere
og som også bringer Raymond til Sønderho, Torup og Hårbølle.

Trods sin walisiske baggrund har Raymond markeret sig som en prægnant
fortolker af den amerikanske guitar-tradition. I sin ungdom spillede
hun punk og grunge, men bl.a. Nirvanas fortolkning af den amerikanske
blues-legende Leadbelly sendte hende i retning af den amerikanske
folkemusik – fra blues til Appalachian folk, og ikke mindst på sporet af
American Primitive guitarister som John Fahey.

Hendes funklende finger picking spil på både guitar og banjo trækker
på stærke rødder og solide forbilleder, men hun er også en musiker med
sin egen personlige stil – en stil, der vækker benovelse i USA, hvor det
markante label Tompkins Square har taget hende i folden. Debutalbummet
“You Never Were Much of a Dancer” fik fantastiske anmeldelser, og
ambitionsniveauet hæves på det fremragende album “Strange Lights Over
Garth Mountain” fra sidste år – et album, der skaber store forventninger
til hendes tour i Danmark, der bringer hende til:

2/6 Sønderho, Fanø Free Folk Festival pop-up
3/6 Torup, Torup Spisehus
4/6 København, ALICE Summer Series
5/6 Hårbølle, På Den Anden Side

Der er mere guitar-udforskning på programmet fra danske Yngel. Emil
Palme og Taus Bregnhøj-Olesen, der flere gange har gæstet ALICE, rækker
tilbage i fortiden og skubber samtidig blidt og vedholdende til
grænserne for hvordan lyde kan blive til med elektriske guitarer. Yngels
musik er fyldt med skrøbelig kompleksitet og melankolsk resonans, hvor
sten og metalobjekter bliver brugt til at udfolde guitarens klange.

Mere