september, 2020

07sep20:0022:00Free Folk Mondays: The Great Park (UK) illemannAlternative Folk/Lo-fi20:00 - 22:00 ALICE, Nørre Allé 7, 2200 KøbenhavnKategorier:KoncertAldersgrupper:Alle aldersgrupperEntre:Entre

Arrangementdetaljer

Engelske The Great Park vender tilbage til Danmark med sin ‘problem
folk’, mørke skæbnefortællinger og intense optræden. Danske illemann,
der er aktuel med nyt album på Dendron Records, byder på hudløs
kammerfolk. Aftenen er en del af Free Folk Mondays, præsenteret i
samarbejde med Fanø Free Folk Festival.

OBS! ALICE følger myndighedernes retningslinjer vedr. COVID-19
nøje. Alle koncerter i august/september/oktober afholdes derfor med
siddepladser og et stærkt begrænset antal billetter. Læs mere om vores
COVID-19 tiltag her.

Med sin selvbestaltede ‘problem folk’ har engelske The Great Park
(aka Stephen Burch) gennem mange år været en både produktiv og særdeles
stærk stemme på den alternative folk-scene. En musiker, der forener
stærke melodier med en rå lo-fi charme, og som skaber sange, hvor
elementer fra en engelsk balladetradition flyder sammen med en
fornemmelse for det moderne menneskes angst.

Lig Nick Cave formår The Great Park at forene det arketypiske med det
nutidige, det sarkatiske med en sitrende lyrisk nerve. Og at han
samtidig formidler sangene med en intens energi og en stemme, der kan
lede tankerne hen på neo-folk navne som Current 93, gør ikke udtrykket
mindre interessant.

The Great Park, der også driver sit eget label, Woodland Recordings,
har været en flittig gæst på danske undergrundsscener og har også
tidligere spillet på Fanø Free Folk Festival. Det bliver dog hans første
gang på ALICE, og der er i dén grad noget at se frem til, hvis man kan
lide sin folkemusik sort som kaffe og besk som brændevin.

Aftenen byder også på den spændende lokale musiker illemann, der for
nylig udsendte albummet ‘Stick’ på Dendron Records. Et hudløst værk, der
kredser om lyst og længsel, kærlighed og tab. I et gennemført
kammermusikalsk univers forener illemann folk, underspillet indie og
lo-fi. Vi glæder os til at opleve hende live i Free Folk Mondays’ intime
rammer.

Med Free Folk Mondays præsenterer ALICE i samarbejde med Fanø Free
Folk Festival skæve og sprøde folk-navne på udvalgte mandage. Vi bygger
et intimt folk-univers op og byder på både lokale og internationale
navne, primært fra den mere alternative ende af folkemusikken. Ofte
sætter vi fokus på lokale miljøer og vi inviterer skiftende
gæste-kuratorer. Entréen er hver gang holdt billigt på 50 kroner, der
går ubeskåret til musikerne.

Mere

Arrangør

Fanø Free Folk Festivalfanofreefolk@gmail.com