august, 2021

03aug(aug 3)10:0005(aug 5)14:00FANTASTISK FOLK – komponistkursus hos DJBFATre dages inspiration og sparring med nogle af Nordens bedste komponister i folkemusik10:00 - 14:00 (5) Johanneberg, Hjaletvej 51, 4760 VordingborgKategorier:KursusAldersgrupper:16-30 år,31-60 år,61-99 årEntre:Entre

Arrangementdetaljer

Campen Fantastisk Folk den 3.-5. august byder på folkemusik og fordybelse sammen med nogle af Nordens bedste komponister. Vi slutter af på Musik over Præstø Fjord.

På Fantastisk Folk får du mulighed for at sparre om din egen musikskrivning og skrive ny musik sammen med nogle af Nordens bedste og mest innovative komponister indenfor folkemusik-genren.

Denne gang foregår kurset på smukke Johanneberg ved Vordingborg. Over tre dage, den 3.-5. august 2021, får du chancen for at kigge ind i maskinrummet hos nogle af Nordens bedste og mest innovative komponister indenfor folkemusik-genren. Du får en-til-en sparring om din egen musikskrivning og mulighed for at skrive nyt sammen med instruktørerne. Desuden får du også mulighed for at spille på folkfestivalen Musik over Præstø Fjord den 6. august.

Fokus på kurset er “den gode melodi”; arbejdsteknikker til melodiskrivning, hvor du kan finde inspiration, hvordan du skaber et “flow”, og hvordan du kommer videre, hvis du er gået i stå med din skrivning.

Instruktørerne på kurset er:

  • Finske Timo Alakotila, pianist, harmonium-spiller og komponist inden for folk og jazz (og finsk tango!). Han er en ren legende, bl.a. gennem sit arbejde i det progressive finske spillemandsorkester JPP.
  • Norske Irene Tillung er accordionist og filmkomponist med udspring i folk og klassisk. Hun har desuden haft kæmpe succes med sit 10 personers store orkester Ti på Taket, hvor hun blander folk, klassisk og jazz. 
  • Svensk-danske Ale Carr, cittern- og violinspillemand, er opvokset med skånsk spillemandsmusik. Han har lige nu stor succes med bl.a. Dreamers’ Circus, og han har flere gange vundet statuetten for Årets Komponist ved Danish Music Awards Folk.

Projektleder og tovholder på Fantastisk Folk er Maja Kjær Jacobsen, der selv er komponist og arrangør i sine egne bands Fru Skagerrak og Maskineri. Hendes speciale er musik- og sangtraditionen fra hendes hjemegn i Midtjylland, hvor sangene bliver sunget på både rigsdansk og dialekt, og melodierne har deres egen lyd.

FAKTA OM FANTASTISK FOLK

På kurset får du også:

  • Arbejdsro i fantastiske omgivelser.
  • Aften-jam-sessions med instruktører og deltagere.
  • Nye, stærke netværksrelationer og samarbejder.
  • Mulighed for at spille på en af Danmarks bedste folkemusikfestivaler, Musik over Præstø Fjord fredag den 6. august (hele festivalen foregår d. 5.-8. august).

Man skal ansøge for at komme med på Fantastisk Folk. Deltagerne udvælges af Maja Kjær Jacobsen og en øvrig udvælger (offentliggøres senere). De vil sammensætte et varieret hold med deltagere med forskelligartede musikalske profiler, aldre, køn, instrumenter m.m.

DJBFA og Koda Kultur afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse, men du skal selv betale 500 kr. i egenbetaling. Hvis du bliver udvalgt til at deltage, vil du modtage en faktura. Hvis du ikke har betalt inden den påførte betalingsfrist, tilfalder pladsen en anden ansøger.

Corona: Man skal være indstillet på at tage en coronatest inden opholdet. Vi følger de retningslinjer, myndighederne til den tid udstikker ifm. corona. Hvis opholdet eller ens deltagelse skulle blive aflyst, får man sin egenbetaling retur.

Hvornår: 3.-5. august 2021.
Hvor: Johanneberg ved Vordingborg.
Ansøgningsfrist: Mandag den 10. maj 2021 kl. 23.59.

SÅDAN SØGER DU

Ansøgningsmodulet åbnes 16. april – gå ind på https://www.djbfa.dk/nyheder/fantastisk-folk/

For at ansøge, skal du være medlem af Koda. Der ansøges via Koda Kulturs ansøgningssystem. Du logger ind med dit Nem-ID. Vælg Arbejdsophold og “Fantastisk Folk”. Her bliver du bedt om:

  • En kort ansøgning, hvor du forklarer, hvorfor du skal med på campen. Kom gerne ind på:
    – Hvilke(t) instrument(er) du spiller.
    – Hvad dine forventninger er til opholdet, og hvad du gerne vil have ud af det.
    – Hvilken instruktør du ønsker sparring med.
  • Minibiografi/CV (pdf).
  • Tre af dine kompositioner – både på noder, vedhæftet i pdf-format under feltet Tekster – og lyd: Enten som link til offentligt tilgængelig website (ikke streamingtjeneste) eller vedhæftet som mp3/m4a. Råoptagelser af musikken er fint.
  • Du kan også vedhæfte pressefoto, hvis du vil.

Vi anbefaler, at du laver din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk bistand fra sekretariatet, hvis nødvendigt.

Ansøgningsfrist: Mandag den 10. maj 2021 kl. 23.59.

Mere

Tid

3 (Tirsdag) 10:00 - 5 (Torsdag) 14:00

Arrangør

DJBFA - komponister og sangskriveredjbfa@djbfa.dk Lautrupsgade 9, 2100 København